Underlig titel, I know. Men jeg har efterhånden ofte mødt folk der ikke helt vidste hvornår det nu lige var at man skulle bruge Illustrator frem for Photoshop, eller hvornår InDesign var et handy værktøj. Derfor bliver det her indlæg en super basic og lige til guide.

 

De primære Adobe programmer du SKAL kende og kunne begå dig i som grafisk designer er:

Photoshop = Billedemanipulation og billedeoptimering

Illustrator = Grafik, logo, tryksager

InDesign = Layout, tryksager

 

Derudover er der nogle andre programmer jeg vil anbefale dig at stifte bekendtskab med såfremt det selvfølgelig giver mening i dit arbejde:

After Effects = Special effects i video

Premiere Pro = Videoklipning

Lightroom = Bulk fotoredigering

 

Photoshop
Mange folk der har en interesse for design starter ud i Photoshop. Det gjorde jeg også selv i sin tid. Det skyldes højest sandsynligt at det helt klart er det program flest folk har hørt om, og at det er mere tilgængeligt. Desværre betyder det også at man starter ud med at få en uvane. Det er nemlig helt misforstået at man skal lave et logo i Photoshop. “Problemet” er, at det sagtens kan lade sig gøre. Måske kan man slet ikke med det blotte øje se en forskel, men når man laver et logo i Photoshop er det ikke vektorgrafik. Det betyder at man ikke kan være sikker på at logoet står knivskarpt på de forskellige platforme hvor det skal bruges – og det dur ikke. Derudover er det kutyme at man som kunde modtager en vektorfil enten .eps, .svg eller .pdf når man køber et logo, så det sender også et uprofessionelt signal hvis det sendes som .psd fil.

Til gengæld er Photoshop helt uovertruffent når det kommer til billederedigering. Her er mulighederne uendelige. Uanset om du går efter små finjusteringer eller større billedmanipulationer med mange elementer.

(Eksempel på en fotomanipulation lavet i Photoshop)

 

Illustrator
Skal du lave et logo er Illustrator det eneste rigtige. Her er du helt sikker på at få lavet et logo i vektorgrafik – og det kan vi li’. Illustrator kan godt være tungt at komme i gang med, specielt hvis man er vant til Photoshop, men det er en investering man ikke vil fortryde. Illustrator fungerer desuden godt til webgrafik, illustrationer (grafiske tegninger) og alt hvad der består af streger, figurer og tekst.

(Illustration lavet i Illustrator)

 

Indesign
Næste gang du skal opsætte en skolerapport, så er InDesign det rigtige værktøj. InDesign bruges når man skal  samle forskellige elementer. Det kan være tekst, billeder, grafik, etc. Forestil dig at det skal bruges til filer der med fordel skal ende ud i en pdf. I designbranchen benyttes InDesign til at layoute magasiner, bøger, brochurer, foldere, rapporter, årsregnskaber etc. En gråzone kan være tryksager som visitkort, annoncer og lignende ting der ikke fylder mere end 1 side – her vil nogle vælge at benytte Illustrator hvilket man også sagtens kan. Det er mere et spørgsmål om præference.

Multimediedesigner hovedopgave

(Rapporter opsættes i InDesign)

 

After Effects
Når du skal have en eksplosion i din video, lave en animation eller arbejde med motion graphic, så er After Effects værktøjet. Her har du uendelige muligheder når det kommer til video, og man kan godt sige at After Effects er det levende billedes svar på Photoshop.

(Logo reveal lavet i After Effects)

 

Premiere Pro
Er der til gengæld tale om selve klipningen af en video, så vil Premiere Pro være at foretrække. Det er i Premiere Pro nemmere at sætte de forskellige dele sammen, selvom det også kan lade sig gøre i After Effects. Den gode nyhed er, at Premiere Pro og After Effects er gode til at tale sammen, så du nemt kan ændre i et specifikt klip i After Effects, som så vil opdatere synkront i Premiere Pro. Premiere Pro er desuden heller ikke ligeså tungt at arbejde i, og derfor bliver processen nemmere.

(Video klippet sammen i Premiere Pro – teksteffekter er lavet i After Effects)

 

Lightroom
Lightroom er helt ideelt hvis du arbejder som fotograf, eller kan lide at tage rigtig mange billeder. På en måde kan man se Lightroom som en light udgave af Photoshop, og det skal derfor specielt benyttes ved optimering af billeder, og ikke til fx billedmanipulationer. Det jeg personligt elsker ved Lightroom er, at man har mulighed for at tilføje samme redigering til alle billeder, og derefter gå ind og finjustere hvert enkelt – når man har taget flere hundrede billeder er det noget der kan spare rigtigt meget tid. Skulle der være behov for en større omgang retouch er det desuden super nemt at hoppe fra Lightroom til Photoshop: brug genvejen cmd ⌘ + E  (mac) eller ctrl + E (Windows), så vil billedet åbne sig i Photoshop, og når du gemmer, vil du kunne se det opdaterede billede i Lightroom. Smart! Hvis du ikke er så meget til genvejstaster finder du samme funktion under “Photo > Edit in > Edit in Adobe Photoshop”.

(Screenshot fra Lightroom – mulighed for at redigere mange billeder på samme tid)

 

Grænserne mellem programmerne kan til tider være lidt utydelige, og der vil også være overlap hvor det ene program fungerer ligeså godt som et andet. Det vigtigste er at man kender til forskellene og derfor selv kan træffe et fornuftigt valg ud fra den specifikke opgave. Jeg håber denne guide kan være til en hjælp næste gang du står i en situation hvor du bliver i tvivl.