Jeg er uddannet multimediedesigner! – Hvad nu?

Min tid som multimediedesigner studerende er slut. Og heldigvis for det, for prøv lige at overveje hvor lang en titel det er.. “multimediedesigner studerende”. Holy Jesus.

Spøg til side. Jeg har været helt ufatteligt glad for at studere netop multimediedesign, så det var faktisk med en smule vemod at jeg måtte tage imod mit diplom.

creativeadvertising dimission

Hvad skal der ske nu?

Da jeg skulle beslutte mig for hvad der skulle ske efter multimediedesign, kunne jeg vælge imellem at få et job, eller at bygge mere uddannelse ovenpå.

På den ene side tror jeg at det ville være godt at komme ud og få noget erfaring, og få nogle af de ting jeg har lært udført i praksis. Omvendt var jeg bange for at hvis jeg fik et job nu, så ville det være for svært og hårdt for mig at komme tilbage på skolebænken (tænk sig at tjene penge.. det ville jo være svært at give slip på når man først har prøvet det).

Jeg har derfor valgt at jeg vil læse videre på uddannelsen “Digital konceptudvikling” – og sørme om ikke jeg så står tilbage med endnu en lang og tungesnublende titel “Digital konceptudviklingstuderende”, men sådan er det nu engang.

 

Fremtidsudsigter

Digital konceptudvikling er en 1,5 årig uddannelse, og jeg får fornøjelsen af endnu et praktikforløb. Jeg føler mig så heldig over at få muligheden for praktik hele to gange, for jeg mener virkelig er det er noget af det mest lærerige overhovedet.

JA det er da grænseoverskridende til en start, men det er jo den eneste måde hvorpå mennesket rykker sig. Så altså. 1,5 år oven i de 2 år, og dermed står jeg med en professionsbachelor i sommeren 2018!

Jeg håber på at jeg med Digital konceptudvikling får nogle redskaber til at styre projekter, lede teamworks i den rigtige retning og får mulighed for at fordybe mig i nogle fede koncepter der spænder over flere forskellige medier. Det bliver så mega spændende altså!